Lidt om mig
Jeg er uddannet fagfotograf inden for reklamebranchen og har stipendiat i fotografi fra Prags Universitet. I hele min karriere har jeg arbejdet med både stillbilleder og video.
Jeg er til dagligt bosiddende i Århus, men har projekter i hele landet.
Arbejdet med levende billeder har omfattet både tv-udsendelser, fiktion, dokumentar til tv- stationer samt reklame og profil-film til virksomheder. Indenfor stillbillede-genren har mit virke ligeledes være meget spredt fra lækre reklamebilleder, portrætter, illustrative billeder til natur & miljøbilleder.
Erfaringerne fra de forskellige genrer indenfor film og stillbilleder har været et stort gode. Eksempelvis kan en reklamefilm med et dokumentarisk islæt i nogle tilfælde virke mere nærværende og troværdig, end hvis filmen udelukkende besidder et glamourøst udtryk. Et modsat eksempel kunne være hvis et stillbillede taget i naturen indeholder reklamebilledets tankegang indenfor lys, reflekser og komposition. Dette vil højne billedets kvalitet gøre det smukkere og tilfører glamour. Hvis det er det man ønsker.
Jeg er et nysgerigt menneske og søger hele tiden nye udfordringer. Dette gælder både, når det handler om selve billedet, de tekniske muligheder og opgaver. Og det gælder i høj grad også når det handler om at lære nye samarbejdspartnere og nye mennesker at kende.

Samarbejdspartnere
Man kan næppe lave meget uden et godt samarbejde med andre. Jeg er fotograf og opfatter mig selv som sådan. Men jeg har et meget stort netværk til andre i branchen lige fra stylister, tekstforfattere, tonemestre, producere og journalister. Et netværk som jeg kan trække på afhængig af opgavernes art og omfang. Mange af disse personer har jeg arbejdet sammen med i årevis.
Sammen med Journalist, Jens Engberg fra firmaet http://www.mindmakers.dk, besidder jeg alt det nødvendig filmproduktionsudstyr, kamera, lys, lyd mv. Alt i meget høj kvalitet. Jeg råder desuden selv over alt, hvad der skal bruges for at skabe det gode stillbillede lige fra kameraer, objektiver, baggrunde samt flashanlæg til anvendelse på studie eller on location.
Undervisning og konsulentbistand
Jeg mener, det er vigtig at give min viden og erfaring videre og undervise i mit fag. Det holder mig fagligt skarp. Ved at undervise tvinges jeg hele tiden til at forholde mig til og reflektere over spørgsmålet: hvorfor jeg gør, som jeg gør. Jeg finder derfor en stor glæde i at undervise inden for emner som lys, komposition og kamera. Jeg har endvidere udover tilknytning til Medie College Denmark som underviser også en lærebog i at fotografere under vandet på mit CV.
Gennem tiden har jeg bistået mange virksomheder og organisationer i eksempelvis opbygning af in house studier til produktskud eller SoMe produktioner. Via mine kontakter kan jeg opbygge kurser, så man fx kan nå hele vejen rundt om en filmproduktion. Dvs. planlægning, manuskript, optagelse og færdig redigering af film. Ligesom jeg kan rådgive og være behjælpelig med praktisk arbejde, der knytter sig til selv at starte et lille studie op.
Rejser


Jeg har rejst og løst opgaver over det meste af verden og noget, som slår mig i den forbindelse er, at forskellen på mennesker og menneskers tankegang på vores klode dybest set er forbløffende lille. Det gode resultat og de gode relationer handler i bund og grund om tillid, om at opbygge tillid og om ikke at misbruge den.
Det er vigtigt at møde mennesker på deres præmisser og vilkår. Også selvom jeg næppe kommer til at forstå deres vilkår og udfordringer i livet. Mange af de steder jeg har været har livsvilkårene været både hårde og ubarmhjertige.


På mine mange rejser har jeg opbygget en stor erfaring med at filme og fotografere under ekstreme forhold. Det kan være små – men i situationen meget væsentlige problemer. Så som at oplade et kamerabatteri og holde udstyret fri for fugt midt i Amazonjunglen i Sydamerika, eller det kan være at holde det selvsamme batteri og sig selv varm i minus 38 grader i Arktis.
Undervands-fotografering


Undervandsfotografering har i rigtigt mange år været min store passion. Jeg fotograferer og filmer primært i nordiske farvande. Herhjemme er forholdene ofte vanskelige på grund af dårlig vejr og dårlig sigt i vandet. Det kan derfor være særdeles vanskeligt at planlægge nogle bestemte optagelser.
Af denne grund sælger jeg derfor helst billeder fra mit meget store billedarkiv. Arkivet rummer mange forskellige maritime arter, billeder af havets miljøtilstand samt undervandslandskaber af forskellig karakter.
Droneoptagelser
Droneoptagelser giver nye vinkler og et nyt perspektiv. Jeg er certificeret dronepilot og er i besiddelse af alle nødvendige forsikringer og godkendelser til professionel droneflyvning. Jeg er meget optaget af de anderledes muligheder for billeder droneperspektivet giver. Dronen kan både flyve højt og vise et større område, og den kan flyve lavt hen over terrænet. Man skal ved droneoptagelser være på forkant med, om der skal særlige tilladelser til.
Desuden er optagelserne også til en vis grad afhængige af ordentligt vejr. Jeg ordner gerne papirarbejdet med tilladelserne samt giver råd om vejr, vind og evt. hvilket tidspunkt på dagen, det vil være flottest at få billederne i kassen. God tid og planlægning er meget vigtige brikker i den gode droneoptagelse.

Arkivbilleder
Arkivbilleder kan være et godt alternativ til at tage ud og lave optagelser. Hvis man eksempelvis mangler et billede her og nu, og der er sne, regn, slud eller blæst udenfor. Eller hvis man ikke ønsker at betale udgifterne til en flybillet til Grønland, når man mangler et billede af et isbjerg.
Jeg har 20.000 billeder og videoklip i Ritzau/Scanpix billedarkiv www.scanpix.dk
Søg på mit navn Morten Rasmussen eller initialerne MRA efterfulgt af motivønsket.
Ved søgning efter arkivbilleder vil jeg opfordre til at tage kontakt til mig, da jeg ofte har andre og flere alternativer til dem, der findes i arkivet.

Bøger og publikationer
Bøger og publikationer på tryk er trods vores digitale verden stadig interessante. Der er ikke noget som at sidde med en hel ny coffee table book trykt på det rette papir, og som stadig lugter af den nye tryksværte.
Jeg har fotograferet et antal bøger og et stort antal forsider og illustrationer.
Her skal blot nævnes bogen om designer Jens Quistgaard for London forlaget Phaidon og Danmarks Oldtid i Landskabet fra Lindhardt og Ringhof. Begge bøger er lækkert layoutede coffee table books.

Referencer
Virksomheder og Organisationer jeg har leveret billeder og film til:
LEGO, Grundfos, Air Greenland, KNI, DSB, Aarhus Kommune, Tetra Pack, ESA, DTU space, Aarhus Universitet, Øresund og Storebælt forbindelsen, Rigshospitalet, Regionerne, Hempel, Vestas, Arla, B&O, Føtex, Jysk og mange andre
Medier jeg har levere billeder og film til:
DR, TV2, TV3, National Geographic, BBC, RAI Uno, NDR, NKR, CNN, Berlingske, JP, Politiken, Weekend Avisen, Kristelig dagblad mfl.
Bag Kameraet
Det behøver absolut ikke at være kedeligt at lave film og tv. En god, tryg og i nogle tilfælde lattermild stemning er værdifulde ingredienser til i sidste ende at skabe et godt produkt.



